Om Maine Coon anno 1903 Picture

English Czech Danish Croatian Dutch Portuguese Swedish

[Oversat af Anne N. Jensen, Proprius Maine Coons.]

Følgende er et kapitel fra bogen; "The Book Of The Cat", af Francis Simpson, 1903. Dette kapitel er dog skrevet af en amerikaner ved navn F. R. Pierce. Billederne er også fra denne bog.

Ulrika Olsson, 2003

Maine kattene

Så langt tilbage jeg husker, har jeg haft indtil flere langhårede katte af den slags, der blev kaldt Maine katte. Hvorfra og hvornår de kom, dertil sagde jeg lige som Topsy, de er bare "vokset", da forekomsten af dem rækker længere tilbage end den ældste indfødte kan huske.

Tobey

Hele vores egen familie var aldrig hel, uden en eller flere katte - ikke altid langhåret, men den variation blev altid mest beæret. Allerede i 1861 ejede min lillebror og jeg, i fællesskab en smuk langhåret, sort masket med hvid; som i flere år bar det bemærkelsesværdige navn "Captain Jenks of the horse Marines". Jeg husker ikke hans tidligere historie eller adkomst. Jeg forestiller mig dog, at disse katte kom til Maine, på samme måde og på samme tid som de gjorde i England.

Folk i Maine har haft kattene så længe, at det svært at frembringe nogen form for entusiasme omkring kattene i Maine. De er lige som andre mennesker, de går højt op i ting, de ved mindre om.

Først da moden for langhårskatte ramte Vesten, tænkte de på, at sælge katte; de allerbedste katte blev givet til deres bedste venner. Når jeg tænker på alle de skønheder jeg har fået foræret på min rejse tilbage til Maine, fordi jeg ville tage mig godt af dem, ønsker jeg de gode gamle dage tilbage, hvor de små vidundere var hævet over "usselt mammon".

Jeg tror den første virkelige vigtige udvikling af min kærlighed til katte, der tog hårdt og for evigt fat i mig var i 1869, da jeg for første gang så, et par blå-øjet hvide perser killinger der landede for, at sige det mildt, i en sejlmagers lomme, fra et udenlandsk skib, som kom til en havneby, for reparation efter en voldsom storm.

Denne Hr. P.----, som var en stor katteelsker, var ombord på skibet i forbindelse med reparationen, hvor han beundrede en smuk hvid perser som havde killinger, disse tilhørte kokken, som forærede ham et par. De voksede og blev taget sig kærligt af, hunkatten udviklede bedre pelskvalitet; men hunkatte var ikke så særlig meget værd den gang.

De beholdte dem begge i to eller tre år, og ventede på at få en god hankat, som de kunne beholde som kastrat. Jeg fik afvide, at de aflivede alle hunkillinger, men til sidst blev de belønnet og det oprindelig par, blev sendt til nogle familiemedlemmer på landet. Efterfølgende dukkede der langhåret, blå-øjet hvide killinger op de mest uventede steder. I perioder er de dukket frem, og i andre næsten helt været forsvundet, som følge af ønsket i avlen, men med dette minus, vil de stadig komme frem i den samme gode type.

Jeg ejede et meget fint eksemplar, der hed "Dot", som blev en kendt vinder, og som kom fra denne linje ca. elleve år efter killingerne ankom. Jeg synes at han var et meget fint eksemplar af perseren, ligesom dem der kom fra de oprindelige killinger. Begge var show-vindere på samme tid selvom, at "Baba" (eller "Babie") var "senior", da "Dot" var i sin bedste alder. Vi tænkte ikke på stamtavler den gang, men udelukkende på hvem der havde den bedste kat.

"Baba" tilhørte den gang Mrs. Mason (tidligere Mrs. Philbrook), og vandt pokalen over alle på Boston udstillingen. "Dot" var ikke med på Boston udstillingen, men blev nummer et i sin klasse i Bangor, Maine, som blev holdt på nogenlunde samme tidspunkt.

"Dot" blev sendt til udstillingen i Bangor for, at tilfredsstille Mr. Robinson, ejeren af "Richelieu", som bestyrede det, og uden den mindste forventning om at vinde. Han hjembragte en vidunderlig smør-krukke i sølv, som var udførligt indgraveret, som stod fremme i mindst ti år før den af kokken blev taget i brug. Oh, gid at jeg havde den nu, så ville et billede af den, pryde denne side!

Blue Danube

Med hensyn til intelligens og kælenhed, var "Dot" den overlegne kat. Jeg har aldrig mødt hans lige. Selvom at han var døv, så var hans andre sanser så stærke, at vi sjældent lagde mærke til, at han ikke kunne høre. Han svarede altid på det mindste vink, og han var altid klar hvis man kaldte. Han var meget stolt af sit udseende, og han hilste altid på alle ved hans frue´s receptioner, før han lagde sig på sin plads i vindueskarmen.

En gang fortalte nogle kontorpiger, der hver morgen passerede vores hus, på vej til kontoret om morgen, at han som regel var på sin post klokken syv for, at vinke til dem med sin fjerlignende hale. De kælede ham alle sammen på hovedet, og sagde "Pretty Kitty!" og gik videre. Herefter tog han sig sin morgen-rulletur, på græsplænen, og var så klar til morgenmad.

Hans gavmildhed og kærlige følelse overfor andre katte af en lavere grad, kunne man se ved, at han sørgede for en kat to vintre; hans protégé var et eksempel på den bedrøvet-øjet fortvivlede kat (et bedrøvet øje, og det andet lukket, uden mulighed for at blive godt igen); sjælen fuldstændig nedbrudt pga. forsømmelse. Lige så snart det blev koldt udenfor, viste "Dot" ham ind i køkkenet hver morgen, og bad om morgenmad til ham, hvorpå han satte sig tilbage på tæppet, og med tilfredshed - udtrykt i sang - så på, at den omstrejfene kat spise det. Hvor han havde hans ven henne når han ikke spiste, vidste vi ikke; han var usynlig.

Han udemærkede sig også som rejsende, vi havde mange små rejser. Når han var med mig, foragtede han kurven og han fortrak, at sidde på sædet og kigge ud af vinduet, og tilfældigt underholde de øvrige passagere, med hans usædvanlige priviligerede måde at rejse på.

Han udviklede en usædvanlig smag for fugt, ofte siddende på en havebænk, i en stærk byge, mens hans optræden i et let snefald, var meget underholdende.

Alt i alt, så har jeg endnu aldrig set en bedre kælekat. Vi sendte ham til de evige jagtmarker, i en alder af 10 år.

Jeg vil gerne her, sige et par ord om Amerikanske udstillinger. Vi hører konstant, eller ser det beskrevet af klubberne og dem som er nye i denne katteverden, "Den første katteudstilling der blev holdt her i landet", og så videre var, siger vi, ifølge deres viden, for ca. tre år siden. Dette er sandt med hensyn til hvor langt tilbage klubberne går, men store katteudstillinger, blev holdt sporadisk i alle de store og mindre byer østpå, helt tilbage i halvfjerdserne.

Jeg har et fotografi af "Richelieu", ejet af Mr. Robinson, Bangor, Maine, som blev nummer et i sin klasse i Boston, New York og Philadelphia, før 1884, da han blev udstillet i Bangor, Maine, på en udstilling som var begrænset til de 100 bedste katte. Han var sølv eller blålig tabby, meget lyst markeret; omkring 7 år gammel på det pågældende tidspunkt; vejede omkring tyve pund; han var som man kan se på billedet, af en temlig grov struktur; en arbejdskat.

Jeg kender intet til hans tidligere fortid; man hans ejer havde katte-mani - et veludviklet tilfælde - og rejste fra by til by og udstillede hans kat, på samme måde som vi alle gør nu, her tyve år senere.

Dengang var Maine, nær ved kysten, rig på fine eksemplarer af langhårskatten. Det var før de begyndte at sælge dem. Jeg husker tydeligt deres brun tabby´er.

Vi hører tit fra folk der kender dem, at Maine katten ikke er en rask kat, at de havde orm ; og jeg er nødt til at indrømme det, at nogle gange dør kattene som andre katte gør, men ikke denne kat, han levede sit fulde liv på ialt sytten år.

På side 329 er der et billede af "Leo", brun tabby, født i 1884, død i 1891, foræret til Mrs. Persis Bodwell Martin, Augusta, Maine af Mrs. E.R. Pierce, da han var seks måneder gammel.

Han levede et liv i luksus og uden bekymringer, fik sin mad serveret af hans frue på øverste etage, hvor han valgte at tilbringe de sidste år af hans liv.

Leo

Hvis jeg kan få lov til det, så ville jeg bede om en sammenligning af billedet af "Leo" med en hvilken som helst renavlet brun tabby - først farven på boxen, længden af snuden, størrelse og form på øjene, bredde på hovedet, ørestørrelse. Længden af pelsen i ørene og på hovedet. I krops markeringer, ville "Leo" falde uden for, da hans pels var ekstem lang således, at markeringerne blev sløret.

De har haft nogle ekstem fine brun tabby´er i Maine. Her købte jeg i sommeren 1900 "Maxine", moren til "Young Hamlet", som vandt over sin far "Prince Rupert" det første år han blev udstillet. Hun var og er meget lig typet som "King Humbert"-linjerne var, selvom hun ingen stamtavle har overhovedet. Det er en af naturens hemmeligheder, hvorfor denne fine type, fra tid til anden bliver ved med, at træde frem.

Jeg har foran mig et meget interessant brev fra en dame i Maine, en af mine sammensvorne.

Jeg vil først lige forklare, at Maine på det tidspunkt var en af de største skibs-producerende stater i Unionen. Havnebyerne og byerne omkring, var ofte bopæl for deres egne flydende paladser, de tog deres familier med, til fremmmede lande, og havde i mange byer, flere sociale forbindelser, på samme måde som de bor og havde i Hæren eller ved andre officielle steder, i andre regioner.

Mrs. Thomas, fra hvis brev jeg henviser til, var datter af den afdøde Kaptajn Stackpole, som havde komandonen på hans eget skib i mange år, han havde sin kone og lille datter med sig. Dette var før Borgerkrigen. Hun sagde: "Jeg var altid meget glad for katte, før de alle var nødt til, at have stamtavle. I mine yngre dage, på en rute til Californien, stoppede vi hos Juan Fernandez, hvor jeg fik en lille vildkat.

Senere da vi var i Europa, fik jeg en Manx, fra The Isle of Man; den var til stor forundring, og blev ikke betragtet som nogen smuk kat, med dens halestump, og med bagben meget længere end forbenene. Den fik en alt for tidlig død, pga. lungebetændelse, og blev kvalt til døde.

"Vildkatten trivedes ikke på fortsat fodring med mælk, og levede kun i kort tid. Uheld har siden fulgt mig, men jeg fortsætter ufortrødent derudaf, som en gammel svirebroder, og ved ikke nok til at stoppe".

I brevet omkring hendes egen kat, moren til "Swampscott", siger hun: "Jeg kan ikke sige så meget om min kat´s stamtavle - kun at hendes oldefar, blev bragt til Rockport, Maine, fra Frankrig; han var hvid med blå øjne". Denne linje af hvide katte, var i samme område, er meget forskellig, og ikke familierelateret med de første hvide katte der omtales, hvorfra "Dot" har fået sin type. Men hendes referancer til hendes tidlige kendskab til Manx katte, renser luften, med hensyn til disse forskellige varianter der fik grobund i Maine. Dette tilfælde er blot èt af mange, hvor kælekatte af forskellige varianter blev taget ombord på skibene i fremmede havne for, at bring børnene ombord glæde; ellers ville børnene, som i et enkelt tilfælde jeg husker, gøre husdyrene ombord, til kæledyr som ellers ville være blevet serveret til kaptajnen - høns, lam osv. Således, at dyrene til sidst ville være umuligt at spise, da de små pus ellers ville blive serveret af den onde kok.

Derfor fandt fjerkræ, sangfugle, katte, hunde og endda aber, deres vej til næsten enhver kystby, mange flere dengang hvor sejlruter var en del af pengeomsætnings institutioner end idag, og dem der sejler ud styres ikke længere af dem der ejer dem, men af folk der betales, og som ikke kan tage deres familier med. Derfor har forsyningen af katte af denne vej været stoppet i mange år. Så dem vi finder der nu, kan vi roligt kalde indfødte.

Yellow

Indtil nu har jeg kun skrevet om katte for meget, meget lang tid siden, og måske har jeg kun underholdt mig selv og været opfyldt af smertelige facts som Gradgrind. Før vi kommer frem til nogle af de fine katte i dagens tid, vil jeg fortælle, at jeg er har fået afvide af et øjenvidne, at der på en lille ø, et godt stykke fra kysten kun beboet af tre familier, og hvor nogle få gentlemen havde et lille fiske-hjørne om sommeren, fandt de ægte hvide Perser-katte, med de mest guddommelige smukke blå øjne. Så vidt det vides, findes der ingen andre katte på øen. Jeg var blevet lovet et par sidste år, men ondsindet skæbne ville det, at alle killinger døde det år. Aftalen gælder stadig og jeg ønsker ikke at tro, at det kun er en "fiskermands-historie". Kun tiden vil vise det.

Jeg ved virkelig ingenting om kattene der siges, at være blevet fundet på øen; men ingen tvivl de er meget lig dem der findes langs hele New England´s kyst.

I lang tid så det ud til, at langhårskattene var mest koncentreret i kystbyerne og de omkringliggende byer; men ved at give de bedste til "deres søstre og deres kusiner og tanter" har spredt dem ind i landet, og har ligeså udbredt dem ud over næsten alle stater i Unionen. De trives lige så godt som andre langhårskatte. Uden tvivl gør de det stadig bedre i Maine, men forskellen skyldes, at de har friheden til, at leve et naturligt liv uden medicin og overbeskyttelse. Deres afkom er smukke fordi de fremkommer som følge af kattenes eget valg, og ikke fra udvalgte parringer - ofte usmageligt, ingen tvivl.

Omkring 1895 eller 1896, ramte katte-moden Midtvesten. Tiden var moden for dens udvikling. Høj, lav, rig og fattig havde alle mærket dens kraft, da den ægte kærlig for kæledyr, ingen menneskelige grænser kender, og denne mode har gjort hele verden beslægtede.

De få mennesker der aldrig har set en katteudstilling i deres eget land, "Rejser over", deltager i en udstilling eller køber en kat i en forretning i Londons gader; De "tager" det med hjem, og se! deres nabo har set noget lignede mens de har været i deres sommer-hjem på kysten i Maine. Moden er smitsom og hvis "feberen" bliver bliver for høj, så giver de besked til deres "handy-man" på østkysten om, at skaffe dem en langhårskat og disse katte bliver populære. Klubberne er dannet for, at diskutere meninger og udveksle viden, hvor udstillinger bliver en nødvendighed, store præmier udloves, talrige værdifulde specielle præmier bliver en særlig attraktion, katte skal findes for at passe til dem, hjemmemarkedet til en lav pris overses, mange gemte skatte tages frem og har ofte tippet vægten i favør til Yankee-katten. Vi bliver alle grønne af misundelse. Før næste udstilling, må vi importere en klargjort vinder kat, for enhver pris! I mellemtiden stiger kravet for de hjemme-avlet artikler, og prisen lider af inflation, sælgerne i store byer, holder deres købere bekæftiget i New England markedet i løbet af efterårs- og vinter-månederne. Men flokken af killinger blev kigget efter af sommer beboerne eller gæsterne; de bedste forsvandt ved den første frost til nogle vinterhjem i de store byer; forhandlerne fik hvad der var tilbage, til næsten den pris de havde lyst til at betale, mange af eksemplarerne var middelmådige og nogen var helt sikkert blandinger.

I de sidste par år, har jeg kendte færre af Maine-kattene, undtagen dem på udstillinger, og de få jeg selv har ejet, som ikke er blevet udstillet meget eller bevist bemærkelsesværdige på nogen måder; men blandt klenodierne, der har været udstillet med mere eller mindre succes, finder vi på bænken "Cosie", en brun tabby, der tog første pladsen som bedste kat på udstillingen i New York, 1895. Mrs. Lambert viste frem "Patrique" i New York i 1896 - blå og en pæn en.

"King Max" - som først blev taget med af Mrs. Taylor - vandt i Boston, først i 1897-98-99, for kun at blive slået af sin far "Donald" i 1900.

Mrs. Mix har udstillet en meget fin Perser type fra Maine, kaldet "Dairy Maid". Jeg mener at hun også har "Imogene", fra samme sted - en tortieseshell.

Mrs. Julius Copperberg´s "Petronius", fra hvem vi alle forventede store ting, var fra en linje af creme, nedarvet fra en fin creme der er bragt fra nogle middelhavs havnebyer, af Kaptajn Condon for omkring femten år siden. Jeg har for venner reddet flere killinger fra hans kattes efterfølgere, som nu er rimelig udspredt, men alle viser god styrke, form, knogler og kraft.

Mrs. Chapman's "Cusie Maxine" - en fin brun tabby, mor til "Young Hamlet", som vandt over sin far "Prince Rupert" - var også en Maine-kat. Mr. Jomes fra "The Cat Journal", har fra tid til anden haft nogle fine brun tabby´er fra Maine-flokken, vindere på nogle af de største udstillinger.

En fair repræsentant af de hvide, som har begået sig godt på forskellige udstillinger, i konkurrence med store klasser, er "Swampscott", ejet af Mrs. F. E. Smith, Chicago. Han kom fra Mrs. Georgia Thomas's hvide katte i Camden, Maine, og hans biologiske oldefar kom fra Frankrig.

"Midnight" - en yngre sort kat, blev nummer to i Cincinnati, slået af en kat fra New Hampshire, som var i bedre pels, og nummer to i Chicago i 1901 i større klasser - er siden blevet kastrat og kælekat hos Mrs. J. J. Hooker i Cincinnati. Han kommer fra linje af sorte katte, ejet af en pensioneret skibs-kaptajn der hed Ryan, som på et tidspunkt havde fire generationer af sorte katte. De elskede deres katte som børn, og i mange år ledte de efter passende hjem til deres killinger. Jeg har været en beæret modtager tre gange i de sidste halv snese år, af disse smukke sorte diamanter.

Hennessy

"Antonio", en kastrat, nu ejet af Mrs. A. B. Thrasher, Cincinnati, Ohio, er også en fin repræsentant af denne linje. Se fotografiet. I de sidste par år, da deres katte er af så god kvalitet, og ældredommen kommer nærmere, har disse gode mennesker hærdet deres hjerter, og sælger nu som andre gør til højst bydende.

Jeg tænker også på "Peter the Great", en kastrat, creme med hvid, ejet af Mrs. Carl Schmidt, udstillet i Detroit, Michigan, 1901. Også "Black Patti" - oprindeligt ejet af Miss Ives - og "Rufus", begge Maine katte, nu ejet af nogen i Detroit, og vindere i nogle er midtvestens udstillinger; og mange flere vindere hvor deres oprindelse er en velbevaret hemmelighed hos deres ejere, som vi ikke helt vil udgive til offentligt skue, indtil vores oprindelige katte er blevet sat på deres retmæssige plads.

Jeg vil gerne fortælle dig om nogle af de smukke kastrater i Maine. Ingen kat er for god til, at være kæledyr hos dem. De kan næsten ses på alle græsplæner eller varanda´er; men da dette er en smule udenfor indholdet af denne historie, vil jeg kun beskrive en - en smuk smoke ejet af Dr. og Mrs. E. A. Wilson i deres smukke hjem i Belfast, Maine. Han er nu 10 år gammel; hans maske og poter er sorte eller næsten så; hans pels er meget mørk, snarere brunlig i spidserne, men så hvid som sne inde ved huden. Jeg har plaget dem om, at udstille ham i Boston eller New York. Deres svar er altid det samme: "ikke for nogen pris eller præmie, 'Tags' ville ikke bryde sig om det; han ville blive ulykkelig, ville du ikke 'Tagsie'?

De smoke farvet katte, har der endnu ikke udviklet sig ordentlig. I et af de sidste breve omhandlende denne variation, fik jeg afvide af en af de faste agenter, at han kun havde fundet én ud af 200 katte. Sølv og Chinchilla er ikke så almindeligt. De stærke farver er dominerende, hvide, sorte, blå, orange og creme, tabby´erne også godt opdelt og udbredt langs kysten, og i en god afstand derfra, måske 60 mil eller mere; men jeg kender ikke til, at de findes i den nordlige del af staterne, som er mindre tæt befolket.

Da jeg har haft denne dille, fra min barndom af, og før det blev moderne, tog jeg venligt imod alle de nye tiltag. Jeg har siden haft nogen erfaring med importeret og katteriopdrættet katte, og fra tid til anden haft mulighed for, at se det bedste vi har på vores udstillinger, og tror fuldt ud på, at katte der har deres frihed, som de fleste Maine katte har i størstedelen af deres liv, er sundere end katterikatte kan være. Det kolde klima, og de lange vintre, med ren luft fyldt med ozon, er hvad der er nødvendigt for, at udvikle deres bedste kvaliteter, og med få års varsom avl på type, vil de være i stand til, at konkurrere ganske succesfuldt på en international katteudstilling.

F. R. PIERCE.