Helbredsprogrammer: Hvad handler det om? Picture

English Czech German Danish Italian French Dutch Norwegian Swedish Taiwanese

Af Ulrika Olsson

[Oversat til Dansk af Anne N. Jensen, Proprius Maine Coons.]

Helbredsprogrammer: Hvad handler det om?

De fleste opdrættere arbejder, mere eller mindre aktivt for, at forbedre helbredet hos kattene i den race de opdrætter. Langt fra alle ved dog hvad et helbredsprogram er, og hvorledes det skal designes for, at kunne give bedst mulige resultat. Selvom at genetikere har udført studier for, at undersøge hvorledes et helbredsprogram skal designes for, at give bedste resultat, så er informationen om disse studier desværre aldrig nået ud til den internationale opdrætter verden. Mange opdrættere vil derfor basere deres egne helbredsprogrammer på gætterier, og deres egne antagelser omkring hvorledes det bør fungere for, at reducere frekvensen af sygdommene.

Denne artikel vil give en smule information om, hvad et helbredsprogram er og hvorledes der bør designes og hvorfor.

Hvad et helbredsprogram er og hvad det ikke er

Et helbredsprogram er en organiseret metode hvor opdrættere kan samarbejde for, at forbedre den genetiske sundhed for racen de arbejder med.

Almindelige misforståelser:

  • Et helbredsprogram er ikke blot at teste dine egne katte, og informere dine killingekøbere.
  • Et helbredsprogram er ikke et større projekt hvor forskere løser opdrætternes problemer

Et helbredsprogram inkludere ofte både testning af hver individuel kat og til dels studie ved hjælp af forskere eller dyrlæger. Fokus er dog, at aktivt forbedre helbredet hos kattene - ikke kun for at lære om en specifik sygdom eller defekt. Resultatet til slut bør være at reducere sygdomme- frekvenserne via certificerede fakta - ikke en videnskabelig rapport (hvilket dog kan være et bi-produkt af programmet) ej heller en antagelse af, at kattene nok er blevet sundere nu.

Hvorfor samarbejde?

For at du selv kan opretholde et længerevarende avlsprogram, så skal du beholde et absolut minimum på omkring 35 hankatte og 100 hunkatte i hver enkelt generation, ellers vil dine katte få problem forårsaget af længerevarende indavl. Det bør ikke være nødvendigt at nævne, at så mange katte er alt for mange katte for én opdrætter alene! Dette betyder at samarbejde er nødvendigt, mere eller mindre tæt samarbejde. I dit avlsprogram, er du afhængig af hvad andre opdrættere gør i deres avlsprogram, da vi før eller senere alle har behov for, at købe nye katte eller parringer fra andre opdrættere, som til gengæld også har købt katte eller parringer fra igen andre opdrættere osv. Du kan lide det eller ej, men vi er i samme båd!

Desværre medfører det stærke fokus på udstillinger og det at vinde, at viljen til at samarbejde ikke øges, men tværtimod gør det faktisk det modsatte - øger konkurrencen mellem opdrættere af samme race. Dette er et problem som vi bør modarbejde, til gevinst for kattene som vi alle elsker. Vi bør fokusere mindre på udstillinger, og fokusere mere på den enkelte kat, kælekatten, familie-medlemmet med pels.

Hvornår skal et helbredsprogram startes?

Det er vigtigt ikke at starte helbredsprogrammer for små problemer, men kun for større problemer hos racen. For eksempel, hvis en defekt ikke skader katten på nogen måder, så vil det at lave et helbredsprogram imod det, være en smule "overdrevet". Eller hvis kun meget få katte viser sig at have en genetisk - dog seriøs - sygdom, så vil det stadig være bedre, at håndtere problemet for den enkelte familie af katte og deres aner i stedet for, at involvere hver eneste kat i racen i et kæmpe helbredsprogram, ellers vil opdrættere måske miste fokus på de mere omfattende og/eller mere almindelige helbredsproblemer for racen.

Hvorledes designes et helbredsprogram?

Nogle svenske genetikere, som delvist har arbejdet for den "Svenske Kennel Klub", og til dels for Universitet for Agrikultur, har i årevis arbejdet med helbredsprogrammer for hunde. I denne proces har de også studeret forskellige helbredsprogrammer i andre lande. I slutningen af processen har de lært temmelig meget om hvilket ting der i et helbredsprogram giver gode resultater, og hvilke ting i et program der ikke virker eller evt. helt kan ødelægge resultaterne. Her er nogle af resultaterne af deres studier og erfaringer heraf:

  • Information.
    Nogle gange når folk bliver for ivrige, for at sikre kattenes helbred, vil de meget gerne hurtigst muligt opsætte strenge regler for hvad opdrættere skal gøre. Erfaring har vist, at dette ikke er bedste måde hvorpå man forbedre helbredet på vores katte! I stedet for så bør et godt helbredsprogram baseres på information og formidling. Selvfølgelig tager dette meget tid og større indsats end blot at opsætte regler, men dette er den bedste metode hvorpå resultater opnås.
  • Sikret identitet.
    Helbredsprogrammet bør inkludere sikring af identitet af de deltagende katte, dvs. kattene skal have en mikrochip eller tatovering, og dette skal checkes af og noteres på test-formen af dyrlægen. Den mest åbenlyse årsag til dette er for at forhindre snyd. Snyd forekommer desværre altid dog er det sjældent. Der skal dog ikke mange opdrætter til der snyder før der stilles tvivl om helbredsprogram fra andre opdrættere. Hvordan kan vi vide hvem der snyder og hvem der ikke gør? Kan vi stole på resultaterne? Endeligt vil der være ingen der stoler på helbredsprogrammet. På baggrund af dette, bør identiteten af kattene sikres i helbredsprogrammet.
  • åbne registre.
    Resultaterne der registreres i helbredsprogrammet bør være tilgængelige for alle, der ønsker at se dem. Dette er en ting som ikke så få opdrættere har problemer med, desværre, men det er vigtigt.

Mange opdrættere tror, at det er nok hvis de informerer "dem der behøver at vide det", dette lyder fornuftigt men fakta er, at mange flere opdrættere end blot dem tæt på kan have udbytte af, at vide både gode og dårlige resultater. Du vil udover at vide om forældre, bedsteforældre og direkte afkom har gode eller dårlige resultater, såvel også gerne vide om onkler, tanter, nevøer og niecer er i orden, og om bedstefaderens søster er ok osv. Ikke at et enkelt resultat, på en fjern slægtninge vil gøre den store forskel, men mange stykker sat sammen, vil give dig et meget bedre og mere komplet billede af fordele og ricisi for din kat.
Det vil tage oceaner af tid, at indhente helbredsoplysningerne på alle disse mere eller mindre fjerne slægtninge. Du vil også være nødt til at stole på hver og en af de ejere, at de fortæller sandheden. De fleste vil, men måske ikke alle? Og hvis dette er tilfældet, hvordan kan du så vide hvem der taler sandt og hvem der ikke gør? Nogle opdrættere vil måske endda blive fornærmet på dig, bare for at du spørger, hvilket måske gør at du ikke tør spørge igen.
Genetikere har konkluderet at dette er den primære årsag til, at et register i et helbredsprogram skal være åbent, for at kunne blive en succes.
Opdrættere er ofte bange for, at et åben register vil øge den ondsindet sladder om deres og andre opdrætters katte. Dette vil ofte slet ikke være tilfældet, snarer tværtimod, når de hårde fakta er der ude for at alle kan se dem, så bliver sladder omkring det ikke længere interessant.

Registrering af både gode og dårlige resultater

Registret i et helbredsprogram, bør inkludere både de gode resultater samt de dårlige resultater. Meget almindeligt, i offentlige liste med resultater, er at kun gode resultater angives. Folk tror måske at vi kun har behov for de gode resultater, dem der ikke har gode resultater, bliver alligevel kastreret af ejeren, og så behøver ingen at vide resultatet, da vi alligevel ikke kan gøre noget ved det. Men dette er ikke helt rigtigt. Vi har behov for at vide det.

Vi har behov for at vide det, for således bedre at kunne evaluere risici hos slægtninge til den afficerede kat. Resultatet og den enkelte kats situation er ikke altid simpel, 'god' og 'dårlig'. Der er grænsetilfælde og der er katte, som selv har et godt resultat, men flere afficerede slægtninge, hvilket gør at katten kan være en risiko, afhængig af sygdommens karakter. Hvis for eksempel vi taler om en progressiv sygdom, der ikke ses ved fødsel, og de første tegn først viser sig når katten er ældre. Eller hvis det er en recessiv sygdom, så kan katte være fri, men videregive sygdommen til sine afkom. For at kunne få et komplet billede af de risici der er ved en kat, så har vi også behov for at vide dårlige resultater hos slægtninge.

En anden årsag til hvorfor vi har behov for at vide både gode og dårlige resultater, er at vi skal kunne beregne frekvensen af afficerede katte. Vi har behov for at vide dette af to årsager:

  • For at kunne vide om dit helbredsprogram giver det ønskede resultat.
    Det er ikke altid tilfældet, selvom vi mener det burde. Hvis vi ikke kan følge op på frekvenserne, så kan vi muligvis bruge rigtigt, rigtig mange penge på tests og selektering, uden at vinde noget helst! Alle disse penge vi således har brugt, kunne derfor være brugt på mange andre og bedre måder!
    Hvis vi derimod følger op på frekvenserne og vi ser, at vi ikke får den effekt vi ønskede, så kan vi analysere hvorfor det ikke virkede, dermed kan helbredsprogrammet justeres, og derefter se på om det virker efter justeringerne er foretaget.
  • For at kunne vide hvor hårdt vi kan selektere uden at skade genpuljen.

    For at tage et ekstremt eksempel, hvis 5% af en race er afficeret af en sygdom og 2% er grænsetilfælde, så vi du højst sandsynligt ikke vælge, at avle med grænsetilfældene. På den anden side, hvis 50% er afficerede og 20% er grænsetilfælde, så skal du helt sikkert overveje at bruge kattene der er grænsetilfælde i avlen!
    Selvfølgelig vil brug af grænsetilfældene øge risikoen for, at få afficerede afkom, sammenlignet med hvis der kun bruges katte der er testet normal, men hvis der selekteres hårdt skades genpuljen, så tages der dermed faktisk endnu højere risiko end at producere afficerede afkom. Dette er sommetider hårdt for opdrættere at accepter. Risikoen ved at avle med katte der er grænsetilfælde, eller andre høj risiko katte, er meget åbenlys, mens risikoen ved indskrænkelse af genpuljen er mere diffust. Vil det virkelig skade genpuljen? Hvad vil der så ske? Vil det virkelig være så slemt? Uanset hvad, selvom det er faktum at emner der vedrørende genpuljer er mere diffuse, gør ikke at risikoen bliver mindre sand. Der er to eksempler på virkelig ambitiøse helbredsprogrammer, som så sandelig fik reduceret sygdomsproblemet som var i fokus hurtigt men pga. Tab af genetisk variation I genpuljen fik de flere andre, værre problemer hos racen i stedet for! Hvilket ikke er godt!
    Så risikoen ved for hård selektion er virkelig reel, og skal tages meget seriøst! Vi bør højst tage 30% af kattene ud af vores avlsprogrammer i en generation, for kun én specifik genetisk sygdom. Og på dette grundlag har vi derfor behov for, at vide hvor mange procent af vores katte der har sygdommen!
    For at få korrekt information, eller i hvert fald så korrekt som muligt, vedrørende frekvensen af afficerede katte, så er det nødvendigt, at der kigges på hvorledes man kan få resultaterne indsendt, direkte fra dyrlægerne der har undersøgt kattene. Hvis man udelukkende er nødt til, at få information indsendt fra opdrætterne, så vil man typisk modtage mange flere gode resultater end dårlige resultater. Det er sjovere, at dele gode nyheder end det er, at dele dårlige nyheder! Også når en opdrættere uden varsel får et dårligt resultat, bliver han/hun højst sandsynlig meget chokeret og ked af det, at han/hun simpelthen glemmer, at indsende en kopi af resultatet til helbredsprogrammets register.

Lignende vurdering, uanset hvilken dyrlæge du konsultere

For mange typer af helbredstest, vil der være en vis del der er subjektive vurderinger som er nødvendige fra dyrlægen. Dette betyder at en dyrlæge måske vil vurdere fundet hårdere end en anden dyrlæge vil gøre. Hvis disse forskelle er for store, vil det være et problem for helbredsprogrammet. En metode hvorpå man kan reducere disse forskelle er hvis den samme dyrlæge kan vurdere alle testene. Hvis dyrlægen rejser rundt for at udføre testen, så kan han/hun måske udføre alle testene for helbredsprogrammet? Eller hvis et røntgenbillede tages så kan alle røntgenbilleder måske sendes til én dyrlæge, der kan evaluere alle røntgenbillederne til helbredsprogrammet?

Hvis det ikke er muligt at have én dyrlæge til at foretage alle testene, så kan man i stedet forsøge at udarbejde nogle så præcise retningslinjer som muligt, inden for en gruppe af deltagende dyrlæger. På denne made kan man med samarbejde fra alle dyrlægerne, også reducere forskellene. Dette kan man dog ikke forvente bliver løst på en uge eller to! Dette kan være et længerevarende arbejde. Det er nødvendigt, at man giver det noget tid og ikke forventer 100% ens vurderinger med det samme.

At støtte hinanden

Til sidst skal det nævnes, at når man arbejder med et helbredsprogram, så vil alle ting gå meget bedre - og vil også være rare for alle - hvis vi prøver at støtte hinanden. En uheldig 'kollega' som får nogle dårlige resultater, på trods af at vedkommende gør det samme stykke arbejde som alle andre, til formål for racens helbred, skal ikke lægges til skyld for disse resultater! I stedet skal han/hun have din støtte også selvom, at der er andre opdrættere der ikke støtter dig, så kan du stadig støtte dine opdrættere 'kollegaer'. Måske kan du med tiden, og andre som dig, være med til at ændre den overordnede attitude i katteopdrætterverden og måske motivere opdrættere til, at samarbejde igen? Vi er nødt til at starte et sted for, at dette kan lade sig gøre, og det bedste sted at starte er altid med dig selv.