Test parring af nye Maine Coon Foundation linjer? Picture

English Czech Danish Dutch French Italian Norwegian Portuguese Swedish

[Oversat af Malene Børsting, Pleione's Maine Coons]

Af Judith Schulz, Prairiebaby cattery, Canada.

(Denne artikel kan også bruges af andre racer!)

Når en opdrætter tager nye foundation linjer ind i sit opdræt for første gang, vil man sandsynligvis stille sig selv følgende spørgsmål: hvilken type test parringer er de mest afgørende? Hvad med indavls tests? Hvornår er de nødvendige, og hvornår begynder de at blive temmelig ubrugelige?

Selv om de fleste mennesker tror, at incest kan give os klarhed angående recessive gener, giver disse test perioder os i realiteten kun meget vage og ufuldstændige informationer. Som regel har nye foundation katte en genotype, som er ukendt for os. Ukendt genotype betyder, at vi ikke ved, om de er bærere eller ikke. Bærere af hvad? Vi ved ikke rigtigt, hvad vi kigger efter i nye foundation katte, vel? Med andre ord, vi har ikke mulighed for at beregne, hvor mange kilinger der er behov for, for at kunne opnå endelige resultater resultater vedrørende noget som helst. Det er her indavls tests bliver effektive. Eftersom vi ikke kan sige noget om sandsynligheden for visse recessiver i foundation katte, kan vi blive nødt til at producere rigtig mange indavlede kuld for at finde ud af mere omkring en ny linje. Dette kan meget vel betyde op til 100 killinger eller endda flere.

Hvad så med den etiske side af lange test parrings perioder? Hvis vi parrer helsøskende gennem adskillige generationer, gør vi automatisk t- og b- cellerne i killingerne ens i et vist omfang. Eftersom disse celler er ansvarlige for at genkende og bekæmpe sygdomme, vil den generelle immunitet i det pågældende dyr formindskes sideløbende. Dem, der opdrættede Maine Coon for længe siden, har lavet mange indavls tests for at få kendskab til skjulte farver eller for at forbedre typen. (Det skal lige nævnes her, at den bedste måde at få kendskab til maske faktorer ville have været at parre foundation katten med en siameser i stedet for at parre den med sin bror - men det er irrelevant her.) Ofte blev der produceret kroniske snøftere med følsomme maver, som blev nødt til at blive holdt i næsten sterile omgivelser for at forblive nogenlunde raske. Denne type af opdræts-eksperimenter vil, hvis det bliver foretaget over adskillige generationer, sandsynligvis bringe et stort antal killinger til verden, som har en stor risiko for at dø tidligt på grund af cancer, have dårligt tandkød og tænder, udvikle alle mulige slags allergier og /eller blive kroniske URI [øvre luftvejsinfektioner] bærere. Alt dette blot fordi de har dårligt immunforsvar. Var du klar over, at skizofren og irritable adfærd også kan være en bivirkning af indavlsdepression? Det lader til at blive overset, at de nye ejere af vores "bi produkter" bliver nødt til at betale for medicinsk behandling i de tilfælde, hvor test-opdrætsperioden rent faktisk påvirkede killingens immunforsvar. Midt i vores projekt - de fleste gange med de bedste intentioner, vil jeg medgive - har vi tendens til sommetider at glemme, at dette ikke kun drejer sig om stamtavle og genetik. Når man tager i betragtning, at kælekattehjem som regel er de bedste omgivelser for vores killinger, er dette så fair overfor både ejerene og det lille væsen?

Her skal det også lige nævnes, at embryoer med svære defekter ofte bliver absorberede og slet ikke bliver født. Vores eneste bevis er så, at antallet af killinger i kuldet bliver mindre. Absorberede og dødfødte killinger er meget almindelige i indavlede kuld. Var de "usynlige" absorberede killinger dem med brystet? Ville de to dødsfødte killinger i vores kuld have udviklet haleknæk i 5 månedersalderen - hvem ved? - Har vi ikke bragt den nye foundation linje ind med henblik på at få friskt blod ind i racen - bare for at ende på samme måde, som vi rent faktisk prøvede at avle væk fra? Det skal også nævnes, at nogen foundation katte kolonier allerede har en vis grad af indavl. Disse burde virkelig ikke blive indavlet mere.

Hvis en opdrætter ønsker at finde ud af, om foundation katten bærer et bestemt simpelt recessivt gen, kan han/hun parre pågældende kat med en kat, som er kendt bærer af genet. I dette tilfælde vil omkring 16 killinger være nødt til at blive produceret for at blive omkring 99% sikker på, at foundation katten ikke bærer den pågældende genetiske defekt. Disse killinger behøver IKKE at være indavlede. Vi vil så løbe ind i problemet med den afficerede gen-pulje. Efter at vores 16 killinger-teste-fase er ovre, mixer vi logisk nok vores nye linje med almindelige showlinjer, og integrerer det friske blod i den generelle gen-pulje. Eftersom alle indavlede racer allerede er relativt indavlede (linje parrede), bærer mange af dem faktisk allerede de samme genetiske defekter. Dette betyder, at afkom af den "testede linje" bliver parret tilbage til den afficerede gen pulje, og problemet vil sandsynligvis komme igen efter to generationer. Hvad har vi så opnået? Skal vi eventuelt fortsætte og producere endnu 16 killinger med en kendt bærer i næste generation - og i den næste generation?

Hvad med "7 killinger-metoden"? Nogle siger, at test parringer ville give mere mening, hvis en af partnerne bærer det uønskede gen homozygot. Denne kat ville derfor kun være nødt til at producere 7 killinger for at være omkring 99% sikker på, at den anden partner ikke har dette specifikke gen. Her er et andet spørgsmål: Hvis katten bærer genet homozygot, ville det logisk nok også komme til udtryk (have problemet), ikke? Hvis nu den genetisk defekt er alvorlig, og vi kun ønsker at få kendskab til en uønsket skønhedsfejl som f.eks. medaljon eller haleknæk, så ville "7 killinger-metoden" helt sikkert være brugbar, såfremt det altså ikke lige var for alle de dejlige polygener!

Et andet aspekt er nye mutationer. En test parring kan producere adskillige nye gen mutationer, som ikke vil komme i nogen anden parring ikke engang med de samme forældrekatte. Med andre ord, killing nummer 15 eller 16 kan vise det dårligt gen, vi er på udkig efter - men ikke fordi forældrekattene bærer det men på grund af en pludselig ændring af celler.

Selv om nye foundation linjer er grundigt screenede og efterprøvet af en ansvarlig foundation opdrætter, kan vi ikke garantere, at disse linjer er fri for genetiske defekter. Faktisk kan intet levende individ være fri for genetiske defekter. Dem, som ønsker at starte med en "ren foundation stamme", er nødt til at indse, at der simpelthen ikke ER nogen ren foundation stamme. Alle katte og alle linjer bærer uønskede recessiver. Der findes ingen rene linjer, og der findes ingen perfekte katte. Hvis vi ville lave indavls tests i vores nuværende show linjer - efterfulgt af udvælgelse, hvor mange katte ville så være tilbage i vores avlsprogram? Hvis vi kender svaret, hvorfor i himlens navn skulle vi så overveje test parringer af vores foundation katte? Tilsyneladende ser det ud til, at denne metode ville være et skridt baglæns. Vi ville næsten prøve at avle efter det uønskede istedet for direkte at avle efter de ØNSKEDE karakteristika.

Her kommer lige en anden tanke for dem, som til stadighed tror, at de kender deres gennemprøvede linjer, og som kun bekymrer sig om alle de forfærdeligt fejl, en foundation kat kan bære: Indavls tests med en forældre, som er foundation, og en forældre, som er med fuldstændig stamtavle, giver os ikke mere bevis for "renheden" i vores nye linje, end det ville give os bevis for "renheden" i vores gamle linje. Hvorfor? Fordi de recessive gener skal bæres af begge forældre for, at genet kommer til udtryk hos killingerne. Med andre ord, hvis der opstår et problem, kan den nye linje ikke have medbragt noget uønsket ind i vores avlsprogram, som vi ikke allerede havde.

Ofte tager en opdrætter en udparret kat ind i et katteri bestående af et gennemsnitsantal katte på 5 - 15 eller flere med tæt parrede stamtavler. Den nye udparrede kat har så fået som opgave at afbalancerer genetiske defekter, som i årevis har været manifesteret. Tingene fungerer som regel ikke på den måde. Det tager tid at avle sig væk fra noget. Vi bedrager os selv, hvis vi tror, vi kan sætte tempoet op med indavls tests. Hvis vi alligevel laver dem, kan vi være næsten sikre på, at vores indavls tests GIVER os problemer, fordi vores foundation katte faktisk bærer uønskede gener, ligesom enhver anden kat - ingen grund til at test parre. Hvad gør vi, når vi finder ud af det? Steriliserer og kastrerer og starter forfra? Og hvis så et andet problem opstår i vores næste nye linje (hvilket højst sandsynligt sker), og hvis det kun er i indavls testene :-), skal vi så også stoppe den linje? Eller beholder vi afkommet til avl og gemmer komplikationerne fra andre, blot for at tilbyde dem, hvad de rent faktisk forventer fra os - "ren" foundation? Hvorfor indavle for at finde ud af det alle alligevel forventer?

Resumé: Defekte recessive gener kan kun blive eliminerede til en vis grænse, uanset hvis og uanset hvor mange test parringer, der bliver lavet. Dette er tilfældet for ALLE Maine Coon katte. Vores håb er at bringe urelaterede nye blodlinjer ind i racen og parre dem med vores almindelige showlinjer. Disse katte kan bringe nye problemer ind i vores gamle linjer, lige så vel som vores gamle linjer kan give tilsvarende problemer til vores nye foundation katte. Dog kan problemer med genetiske defekter blive minimerede eller endda rettet op på gennem få generationer - når bare vi holder os fra indavl. Et recessivt gen kan kun blive et problem, hvis begge forældre bærer genet. Chancerne for at to katte bærer de samme gener er meget mindre, hvis de er urelaterede. Hvis et problem opstår, må vi håndtere det derfra. En kombination af TOS (testing for genetic diseases, Outcrossing and Selecting ~ teste for genetiske sygdomme, udparring og udvælgelse) er ikke svaret på alle vores sundhedsproblemer. Alligevel er udparring afgjort den mest effektive måde at reducere immunrelaterede problemer. Udparring sammenholdt med test og udvælgelse er også i en vis grad effektive redskaber til at bekæmpe problemer med genetiske sygdomme. Hvis vi havde undgået at avle med en for snæver gen-pulje i starten, ville vi ikke være nødt til at betale med dyre HCM og HD tests i dag - blot fordi disse problemer ikke ville eksistere i så overvældende grad. Mange af os stræber efter sundt helbred, men vi får aldrig helt succes i disse mål og visioner. Selv med de bedste intentioner vil avl forblive et spil og en masse arbejde. Vi fortsætter med at bede og håbe på det bedste. Skønt håb kan være skrøbelig varer det evigt..........