OMERTA: Opdrætternes tavshedskodeks Picture

English German Danish Spanish French Italian Dutch Norwegian Portuguese Swedish

[Oversat af Camilla Larsen, DK Sparhawk.]

Af Sierra Milton, Stormsong GSPs

Mafia og Opdrættere

Hvad har de fleste moderne opdrættere og Mafiaen til fælles? Sikke et mærkeligt spørgsmål tænker du måske. Det er, desværre, en meget reel hverdag. Svaret er simpelthen hvad Padgett, en velkendt genetiker henviser til som "Tavshedspligten" for opdrættere og, måske, mere kendt som "Omerta" hos Costa Nostra (den sicilianske mafia). Begge er dødelig tavsheder. Det er let at forstå baggrunden for sammensværgelsen af tavshed når det kommer til kriminelle, men hvad grunde kan en opdrætter eventuelt have for at opretholde "omerta"?

Grunden, som ofte angives for ikke at dele genetisk information, er frygten for at blive gjort til genstand for en "heksejagt". Årsagen ligger dog dybere. Den begynder med ejerskab og det menneskelige behov med at få bekræftet at det man ejer er det bedste der findes. Husker du "keeping up with the Jones"* mentaliteten? Alle vil have det bedste og lovprises for at man ejer det bedste. At indrømme at det man ejer eller har opdrættet måske har sine fejl er svært for de fleste mennesker. Og en anden fejl er den store finansielle og følelsesmæssige investering som opdrættere har lagt i sine hunde. At opdage der måske findes defekter i de avlshanner og avlshunner, man som opdrætter har investeret så meget af sig selv i, kan være skræmmende og kan forårsage at mange nægter ligefrem at overveje, at deres hunde måske besidder defekte gener. Ego og frygt for at blive stemplet som "dårlige opdrættere" er de vigtigste grunde til at opdrættere opretholder denne skadelige tavshedspligt.

* Jones var en af de første familier som kom til Amerika og mange vil vise på at de nedstammer fra netop denne familie.

Defekte Gener

Endnu farligere end tavshedspligten er, at man vægrer sig mod at overveje at defekte gener kan eksisterer inden for et avlsprogram og være tilstede i generationer, og stille blande sig med flere blodlinier før de giver sig til kende. Kan det være muligt at hunde som virker friske i virkeligheden kan sprede farlige, sommetider dødelige gener gennem hele avlsbasen indtil man til sidst har to friske, men gendefekte, bærere som sammen får de første afslørende syge afkom? Vist er det så, og gang på gang forklarer genetikerne os hvordan dette er muligt.

Forenklet kan man sige, at opdrættere ikke kan se defekte gener, og hvad de ikke ser, kan ikke eksisterer. Derfor, hvis man følger logikken, så må alle de utestede hunde lige så smukke indvendigt som de er udvendigt. Hvis bare den logik var sand! Desværre lægges der mere vægt på typemæssig og ydre skønhed; ganske enkelt fordi det er noget der er let at se, erkende og opnå. Det er også noget som ikke kræver "unødvendige" økonomiske investeringer. Man behøver ikke betale for røntgen eller blodprøver eller specialistbedømmelse for at kunne vurderer om en hund lever op til den fysiske standard.

Den virkelige fare kommer ikke fra de hunde som er testet, men fra opdrættere som stikker ned i sandet og nægter at tro at deres hunde kan være alt andet end 'perfekte'. Vi kan begynde at reparerer det vi finder, men det som forbliver skjult er en trussel mod fremtiden. Det er her "Omerta", tavshedspligten, bliver meget tydelig. Disse opdrættere holder ikke kun fast I deres tro at deres hunde er ubeslægtede med defekte gener, fysiske defekter eller har dårligt temperament. Men de tror også at de hunde de vælger at bringe ind I deres avlsprogram gennem parring med deres egne hunde, heller ikke kan være bærere. Trods alt, parre de bare det bedste med det, og naturligvis så er det bedste helt enkelt perfekt.

Udstillingssucces

Nu kommer vi til den virkelige kriminelle handling. Disse opdrættere er ofte meget fremgangsrige på udstillinger; deres hunde synes jo at være det bedste – de har jo trods alt kokarder og titler som kan bevise hvor fremgangsrige deres hunde er! På grund af deres succes på udstillinger bliver de anset for at være opdrætterautoriteter, mennesker som er nybegyndere indenfor racen stoler på dem når det gælder kundskab og information. Og informationen som disse nybegyndere får er at der findes ingen genetiske problemer at bryde sig om, ingen grund til at gøre de der "dyre undersøgelser når alle hunde er friske" Endnu mere katastrofalt for racens fremtid er når disse opdrætteres attitude bliver den rådende. Nybegynderne ser kun succesen for disse opdrætteres hunde og køber dem (selv om få, om nogen, har gennemgået de mest elementære undersøgelser for fysiske defekter, dårligt helbred eller defekte gener). Nybegynderne har derefter en økonomisk og følelsesmæssig investering at forsvare og begynder at sprede samme attitude, med forudsigelige resultater. Lige så snart, fordi disse opdrættere er "styrende" inden for racen (Ganske ofte dommere, folk som er udvalgt til at snakke om hundene på seminarer, opdrættere som kræver penge for både hvalpe og parring, opdrættere som er fremgangsrige), bruger de denne "magt" til at sikre sig at det bliver uetisk at diskuterer nogen som helst defekter, hvad enten det gælder helbred eller temperament, som findes i nogle af stamtavlerne bag deres avlshanner, avlshunner eller afkom fra disse. Alt for ofte hører man "Jeg tør ikke sige noget hvis jeg vil vinde" eller "Der er tre linier med epilepsi (eller hjerte eller øje eller vælg et helbredsproblem), men det du behøver ikke vide noget om." Selvfølgelig er vi nødt til at vide om dem, hvordan kan vi ellers tage intelligente beslutninger om hvilke hunde som vil have mest nytte af den fremtid vil planlægger vores hunde hvis ikke vi kun bryder os om den ydre skønhed men også den skjulte genetik som vi forsøger at forbedre?

Hvad sker der med de opdrættere som åbent diskuterer defekter fundet i deres egne hunde? Desværre bliver de ofte stemplet som "dårlige opdrættere" og at deres hunde er "defekte". Man undgår dem, hvisker om dem og håner dem. Det åbenbare faktum at disse opdrættere stræber efter at åbent dele deres viden og videnskabeligt tester deres hunde, gør at de udsættes for en heksejagt af akkurat de mennesker for nærrige, for ubekymret, for egoistiske eller bryder sig ikke om racens fremtid til engang at teste deres hunde, endda mindre have mod til ærligt at diskuterer deres hunde. I stedet for at applaudere de opdrættere som vælger at dele deres information, bliver de holdt udenfor og jagtet. På grund af den menneskelige natur som gør at vi hellere vil tilhøre en gruppe end at stå udenfor, bliver konsekvensen at opdrættere gør hvad de gør bedst – de tier stille og lyver eller værger sig for at erkende hvad de ved.

"Dårlige opdrættere"

Når flere og flere opdrættere slutter sig til en race og uerfarne opdrættere og udstillere alle hopper på toget med udstilling, ejerskab og at udøve kunsten med at opdrætte, så vender de sig til opdrættere som er vindere, og sætter lighedstegn mellem udstillingsfremgang og overlegen kvalitet. Opdrætterne er derfor optaget af at intet ufordelagtigt kommer frem om nogen af deres hunde, så de kan forsætte at for sit indre se de perfekte hunde de opdrætter og på denne måde forsat øge den økonomiske og følelsesmæssige investering som de foreviger med denne teori. At vinde på udstilling har intet at gøre med genetisk helse. Faktisk er det sådan at en del af de vindende hunde i det mindste er bærere af genetiske problemer, og i del tilfælde er nogen kendt for at havde helbredsproblemer. Et enkelt genetisk problem, beroende på type og alvorlighedsgrad, skal aldrig medfører at hunden bliver udelukket fra den genetiske base, men det er absolut grundlæggende at folk er klar over alle forskellige problemområder som er af interesse for at man skal kunne avle på en intelligent måde. I det mindste må andre hunde som en hund parres med testes, og man må se på dens baggrund for at mindske risikoen for at flere hunde påvirkes eller at flere hunde bliver bærere af problemet. Men da vinderne ikke vil blive stemplet som "dårlige opdrættere" og miste anerkendelsen af at være bedst (men også undgå et økonomisk tab da man ikke kan sælge hvalpe eller parringer til en så høj pris som muligt), så trykker man "tavshedspligten" endnu tættere til sit bryst.

Nybegynderne, fordi de gerne vil accepteres, undgår at tale om de hanner og hunner som giver dårligt afkom, uanset om det gælder type, helse eller problemer med temperamentet. De har også nu økonomiske og følelsesmæssige investeringer i tillæg til ønsket om at blive accepteret af "vinderklubben." De kan måske også genkende trender i en eller flere af egne linier, men værger sig for at erkende dem og skjuler dem i rædsel for at blive stemplet.

Ofte forsøger opdrættere, uden åbent erkende at der findes et problem, at sprede risikoen for at problemet ikke skal dukke op ved at parre ud til helt anden linie. Dr. Jerold Bell, en anerkendt genetiker, har udtalt sig om denne metode: "Gentagne udparringer for at forsøge at tynde ud dødelige recessive gener er ikke en ønskelig metode for at få kontrol over genetiske sygdomme. Recessive gener kan ikke tyndes ud; enten findes de eller de findes ikke. Udparrede bærere mangedobler sig og spreder det defekte gen/generne videre i genpuljen. Hvis en hund er en kendt bærer eller har en høj risikofaktor efter en analyse af stamtavlen, så kan den tages ud af avlen og erstattes af en eller to afkom af høj kvalitet. Disse afkom skal gå videre og erstattes af deres egne afkom af høj kvalitet, I håb om at blive det defekte gen kvit."

Frygt

Desværre så indebærer værgen at erkende eller teste for genetiske afvigelser ikke at problemet forsvinder. Det som vi ikke kan se har stor indvirkning på racen og en forsat avl på bærerne af defekte gener muliggør at defekten får et endnu bedre greb i racen. De opdrættere som meget hårdt forsøger at opdrætte sunde hunde og tager alle videnskabelige forholdsregler for at sikre sig genetisk helse, holder man sig langt fra netop på grund af den passion som burde applauderes; de anstrengelser de gør, bliver bagatelliseret i bedste fald men oftest bliver de hånet for lave "unødvendige teste" eller sprede frygt. Som resultat af dette, arbejder disse opdrættere alene og udenfor deres egen kennel har deres anstrengelser kun en lille påvirkning på racen som helhed.

Omerta kan kun brydes af mennesker som har mod, overbevisning og lidenskab til at forsikre sig at racen som helhed bliver stærkere og sundere. I stedet for at starte heksejagte på dem som mod til at gøre noget ved problemet, burde alle raceklubber I alle lande applaudere dem som har mod og beslutsomhed til at tale åbent om problemet. Udmærkelser som man bruger til at give til de opdrættere som har de mest vindende hunde burde også gives til de opdrættere som utrætteligt arbejder med at forbedre racen. Skønhed forbedre ikke en race; genetisk helse og muligheden for at leve et smertefrit live overskygger skønhed fuldstændig, men er vanskeligere at opnå.

Udgifterne

Udgifterne for genetisk prøvetagning er ikke høj når man kigger på hvilke effekter værgen ved at teste har på racen. Spørg en hvilken som helst erfaren opdrætter hvis race har voldsomme problemer med hjerte-, blod-, eller øjensygdomme eller hofteledsproblemer om de skylder bristen på manglende planlægning og tidligere opdrætteres vægring fra at gøre de økonomiske investeringer i racen, for at man i dag har uoverkommelige problemer og svaret er forudsigeligt. I Storbritannien, er det muligt at få lavet tester hos certificerede specialister for hofteledsundersøgelser, albuer, øjne, hjerte, blod, immunsygdomme for cirka en total investering af £295.00 (endnu mindre USA), mindre end prisen for en hvalp eller parringsgebyr. Det er muligt at udføre færre tests, men til hvilken pris? Vil racen lide af hjerteproblemer i fremtiden på grund af en enkelt stestoskopundersøgelse til £7.50 (gjort på en af de hjerteklinikker sponseret af en raceforening, i dette tilfælde af Boxer) ikke føles vigtig lige nu? Vil racen være tvungen til at forsøge at bekæmpe blindhed i år fremover fordi en £16.00 øjenundersøgelse (gjort på en af de mange øjenklinikker som holdes hver måned eller som gøres gratis på Crufts hundeudstilling hvert år) blot fordi man fandt den unødvendig? Vil afkom komme til at leve et liv I smerte på grund af dårlige hofte og/eller albuer fordi racen bevægede sig flot i ringen og ikke så ud til at have hoftedysplasi når man blot kiggede på dem? (røntgen som er nødvendigt for vurdering af hofter og albuer er den dyreste undersøgelse, cirka £110 for hofter og yderligere cirka £80 for albuer; desværre tager det seks forskellige billeder for at evaluerer albuer og prisen afspejles af antallet af billeder.) At teste for sådan ting som von Willebrand's sygdom (vWD) og thyroidstatus (immunforsvar) kan gøres billigt via blodprøver til omkring £30 eller £50 for respektive test. Skønt man kan være enige om at test for disse genetiske sygdomme ikke kan garanterer at problemet ikke dukker op i fremtidens avl, men at teste vil radikalt mindske chancerne for problemer og det er en god begyndelse.

Hvis en opdrætter ikke kan fremlægge bevis I form af veterinærstemplede certifikater eller bekræftelser på at genetisk test er udført, bør køberne være klar over at de handler på egen risiko! Caveat emptor!(Latin: Køberens undersøgelsespligt af vare for at opdage eventuelle fejl.) Opdrættere siger måske at deres hunde aldrig har haltet eller at der ikke findes nogen grund til at teste eftersom racen er sund. Nogle siger måske også at deres dyrlæge har sagt at genetisk test er helt unødvendig. Disse standpunkter er helt uansvarlige. Igen, gener er ikke synlige og bærere af defekte gener kan for det blotte øje se sunde ud. Det er kun gennem test at vi virkelig ved om vores ramt eller ej og kun med ærlig vurdering af stamtavler med testede eller ramte hunde at muligheden for at finde eventuelle bærere kan realiseres.

Bryd Tavsheden

Hvad kan vi gøre for at bryde denne dødelige tavshedspligt? Majoriteten af, hvis ikke alle, raceklubberne har en etisk forpligtelse som indebærer at medlemmerne forpligter sig til at opdrætte med raske hunde. Et af stederne at begynde er hos klubberne. I stedet for at være sociale institutioner eller "kammeratklubber", så kan disse raceorganisationer begynde at opretholde det oprindelige mål med at forsvarer racens fremtid ved at kræve at genetiske test skal udføres før parring. Mere alvorligt end at parre en seksten måneder gammel tæve er at praktisere avl uden at medtage enhver mulig forholdsregel hvor genetisk helse er en prioritet. Trods det så identificeres "dårlige opdrættere" i mange klubber af hvilken alder de parrer deres hund eller hvor ofte de parrer, end det virkelige vigtige kriterium om at der skal findes obligatorisk helsebevis. Tag vægten af at vinde – hvor mange klubber bestemmer "årets opdrætter" baseret på antallet af afkom der vinder? Findes der klubber som virkelig kræver at opdrætteren skal fremlægge bevis på at de gør alt hvad de kan for at sikre racens fremtid?

Vi kan bryde tavsheden ved at anbefale dem som har mod og beslutsomhed til at tale om problemerne, og som deler sucesser og kundskab i stedet for at gemme dem. Omerta fungere ikke hvis alle hvalpekøbere kræver bevis for at genetiske test er gjort. Tavshedspligten mislykkes når vi indser at det er ikke nok at opdrætte vindende hunde eller kræve højeste pris for hvalpe eller at have en avlshan der er brugt femten, seksten eller hundrede gange; vi skal tage tilbage gløden som første gjorde vi omfavnede vor race og passioneret arbejdede med det fremtidige mål at antallet af genetiske sygdomme skal reduceres for hvert år.

Hvis dem du kender opdrætter uden at teste, så spørg dig selv hvorfor – er det på grund af frygten for at finde en bærer i avlsbesætningen? Er det fordi de frygter et finansielt tab hvis de tester? Er det fordi de tror at deres hunde ikke kan være alt andet end perfekte? Er det fordi de er bange for at miste deres position som "top opdrætter" hvis de erkender at der er problemer som der bør arbejdes med? Er det fordi de frygter at det vil blive hårdere at opdrætte smukke og sunde hunde? Eller har de mistet deres første passion som de havde de først forelsket sig I racen mens de klatrede op af stigen som succesfulde vindere? Eller endnu mere trist, er det fordi de ikke bryder sig om hvad de virkelig ikke kan se?

En bedre fremtid

Det er hårdt arbejde og kræver meget mod at udvikle et avlsprogram hvor man bruger videnskabelige metoder og test, men håbet om en bedre fremtid bør drive os alle mod denne forpligtelse. Nøglen er at kunne samarbejde uden frygt for sladder eller tavshed. Omerta, tavshedspligten kan brydes hvis flere af os bestemmer os for at vi ikke længere vil tolererer tavsheden længere.


© 2004 Sierra Milton, Stormsong. Kontakt venligst forfatteren på sierra.milton@ntlworld.com med kommentarer og for tilladelse til at gentrykke.